Djurslands Jernbanemuseum - fra damp i 1876 til Letbanen i dag
Djurslands Jernbanemuseum
i Ryomgård er et nostalgisk lille museum der har til huse i den fredede gamle remisebygning. Der udstilles tog og vogne fra en tid hvor jernbanen havde stor indflydelse på samfundsudviklingen - både hvad angår personbefordring såvel som godstransport.
Lokalt forankret
Museet er etableret i 1981 og fik sit helt naturlige hjemsted her, da Ryomgård stort set fra starten af jernbaner på Djursland har været jernbaneknudepunkt for banerne til Randers, Århus, Gjerrild og Grenå.
Fra fortid til nutid
Jernbanen Randers - Ryomgård - Grenaa blev som den første indviet i 1876, og året efter fulgte så strækningen Århus - Ryomgård. I 1911 kom privatbanen Ryomgård – Gjerrild til.
Desuden udstilles effekter fra privatbanen Ebeltoft – Trustrup så alle Djurslands forskellige banestrækninger er dækket.